Kollektiv historiefortælling

- Historiebrug og stedsidentitet i et usædvanligt boligområde

Eva Christensen, Institut for Kultur og Identitet (CUID)

Ph.d.-afhandlingen Kollektiv historiefortælling. Historiebrug og stedsidentitet i et usædvanligt boligområde er en casebaseret undersøgelse af sammenhænge mellem historiefortælling og stedsidentitet under Christianias lovliggørelsesproces (2003-2005). Der hentes indsigt fra fokusgruppesamtaler, fra deltagerobservationer, feltstudier og mediestof. Afhandlingens centrale pointer er at:

 Historiefortælling må forstås som en social og kollektiv proces

 Steders fysiske og sociale dimensioner har betydning for dannelsen af identitet

 Narrativtraditionens rækkevidde kan udvides gennem et tværfagligt fokus

En etnometodologisk tilgang til historiefortælling

Afhandlingen har sit metodiske udgangspunkt i den etnometodologiske samtaleanalyse, som siden halvfjerdserne har udviklet et præcist beskrivelsesapparat til at vise fortælleaktivitetens samtalemæssige organisering og sociale funktion1. Desuden trækker den på et tværfagligt og diskursivt orienteret felt der de sidste ti år har haft opmærksomhed på fortællingers sammenhæng med større sociale praksisser og på det forhold at fortællinger ændrer både betydning og form som tiden går, og at fortællere og fortælleprojekter forandres. Under overskriften ”small stories research” efterspørger man studier der definerer narrativer bredt, undersøger dem som de indlejrer sig i forskellige typer af samtaleaktiviteter, og prøver at forstå dem som dele af større sociale aktiviteter (Bamberg 2006, 2007; Georgakopoulou 2006; De Fina 2000; Ochs 2004; Ochs & Capps

2001; Ferrara 1994; Norrick 2000). Feltet fokuserer på spørgsmål der angår fortællingens transformation og forandring over tid og mellem kontekster.

Afhandlingen forholder sig eksplicit til dette teoretiske projekt og til flere af de spørgsmål det rejser. Det demonstreres analytisk hvordan samtaledeltagere deler, udfordrer og forhandler hinandens fortællinger og bruger historien i fællesskab, og hvordan aktørerne tilpasser fortællingerne til den kommunikative, politiske og sociale situation de bliver fortalt under. En af afhandlingens helt centrale pointer er at historiefortællingen er en kollektiv proces, og at selv personlige fortællinger må forstås som dybt sociale foretagender.

Stedsidentitet og selvforvaltning

Afhandlingen diskuterer også begrebet stedsidentitet, og analyserne går tæt på hvordan deltagerne oplever sig selv i forhold til de tekniske og sociale aspekter af Christianias praksisser. Som Krupat (1983) siger:

“the concept of place identity makes explicit the key role that a person's relationship to the environment plays not simply in terms of a context for action or in facilitating certain forms of behavior, but in becoming 'part of the person', of being incorporated into one's concept of self” (Krupat 1986, s. 343)

Dette perspektiv på stedsidentitet giver mening i forhold til afhandlingens empiri, hvor deltagernes fortælleaktivitet tydeligt afspejler at Christiania på mange måder er blevet en del af ”deres identitet”. Det er mænd som tidligere har arbejdet på Christianias byggekontor, der er informanterne bag afhandlingens analyser (kapitel 5, 6, 7 og 8). I forbindelse med undersøgelsen fortæller de om hvordan selvforvaltningen er blevet til som organisationsform, hvordan Christiania er blevet til ved hjælp af selvforvaltningsprincippet og hvordan de selv samtidig har udviklet sig som mennesker gennem selvforvaltningen. Christianiacasen handler på den måde, mere end noget andet, om hvordan et sted bliver til: Dels handler fortællingerne er der tale om hvordan Christiania er blevet fysisk omdannet og materielt opbygget, bygning for bygning, kloakmeter for kloakmeter. En sådan fysisk tranformation af rummet svarer til hvad Low kalder the social production of space og den beskrives detaljeret og rigt gennem deltagernes fortællinger. Tilsvarende er der sket, og sker fortsat, en intens symbolsk og betydningsmæssig konstruktion af stedet og den får vi bl.a. adgang til i interviewsamtalerne; det kalder Low the social construction of space (Low 1996). Jeg følger Low (1996) og andre der anlægger en diskursiv tilgang til placebegrebet (Dixon og Durrheim (2000), Stokoe m.fl. (2003), Low og Lawrence-Zunigais (2003), Low (1996), Barnes m.fl. (2004), Auburn og Barnes (2006)) og bruger denne tilgang som en forståelsesramme for at forstå Christiania som sted, og beskrive hvordan dets socialitet og moral er tæt forbundet og opretholdes diskursivt i interviewsamtalerne.

Historiebrug

Casen karakteriserer Christiania som sted og fællesskab i en brydningstid, og viser at det udefrakommende politiske pres stiller nye krav til Christianias historie og rejser spørgsmål som ”hvem er vi?” og ”hvad vil vi?” (Warring m.fl. 2011). Afhandlingens analyser udgør stikprøver fra den proces, hvor Christianias historie er under transformation (en proces beskrevet af Czarniawska (2003) som en ”reframing-proces”) og i afhandlingens analyser demonstreres tendenserne i disse forhandlinger i et niveau der er tæt på individet og individets tætte interaktion med andre individer.

Det overordnede forskningsspørgsmål der guider afhandlingens undersøgelse er:

 Hvordan bliver Christianias historie fortalt under den tidlige lovliggørelse (2004-2005?)

 Hvilken funktion har det i forhold til Christianias historie og identitet?

Spørgsmålene forfølges gennem underspørgsmål, fordelt på fire analysekapitler (kapitel 5-8). Desuden udgør afhandlingen et tværfagligt forsøg på at demonstrere at sprogvidenskaben med sit detaljerede blik for betydningsdannelsens sociale proces kan være til nytte inden for andre faglige discipliner. På det teoretiske niveau udvikles narrativfeltet, i og med at den etnometodologiske samtaleanalyse appliceres på det empiriske materiale, og analyserne sættes i spil med andre fagfelter. Resultatet af denne integration er at er at historiefortællingens forhandlings- og performative aspekter betones, og at interaktionens sociale aspekter kan samtænkes med den større sociale kontekst. Derved svares på afhandlingens anden problemformulering der er af en mere teoretisk karakter:

 Hvad kan den interaktionelle og kontekstfølsomme tilgang til historiefortælling tilbyde beslægtede fag og forskningsområder (historie, argumentationsteori, livshistorieforskning og bysociologi)?